
Lasse Grøftehauge Jensen
Lasse Grøftehauge Jensen (f. 1981). Flamencoguitarist med speciale i fusion mellem flamenco og blandt andet jazz, salsa, rock og danske viser. Siden 2009 guitarist, arrangør og kapelmester i flamencojazzbandet ‘Sort Kaffe’. Lasse Grøftehauge Jensen har fra 1997 fungeret som guitarist, komponist og arrangør i forskellige flamenco-, pop-, rock- og jazzbands og –orkestre samt klassisk ensembler. Har siden 2001 opholdt sig i Spanien i længere perioder og studeret flamencoguitar ved blandt andet Fundación Cristina Heeren del arte flamenco i Sevilla, Escuela Superior de la Música de Cataluña i Barcelona og Carmen de las Cuevas i Granada ved maestros som Gerardo Nuñez, Rafael Cañizares, Dani de Moron og Diego del Morao. Har desuden studeret cubansk tres i Havana og Trinidad, Cuba. Hans musikalske samarbejdspartnere tæller blandt mange andre saxofonist Hans Ulrik, arrangør Kathrine Windfeld, flamencodansere El Torombo og Manuela Vargas samt sangere Erik Grib, Claus Hempler, Andrea Pellegrini, Rasmus Dissing og Emilio Ulises Arp (fra Son Puntillas). Desuden er Lasse Grøftehauge Jensen cand. mag. i musikvidenskab og spansk fra Københavns Universitet og Universitat de Barcelona, med speciale i musikalske forandringsprocesser, identitetskonstruktion og traditionsforvaltning i flamenco. Har siden 2011 undervist i musik og spansk på Roskilde Gymnasium og afvikler sideløbende workshops, foredrag og studieture om flamenco for elever og lærere på gymnasier, højskoler og musikskoler. Har udviklet undervisningsmateriale om flamenco til musikipedia.dk.
